Min kost
Skrevet af Kim Long Nguyen, 18. januar 2017
Tags: Kost, Sundhed, Faste, Intermittent fasting, Livsstil, Træning, Fedttab
Kosten har en afgørende betydning for ens træningsmål og kroppens udvikling. Det kan simpelthen ikke understreges nok, hvor stor vigtighed den rette næring har for kroppen.
Vi er trods alt alle sammen forskellige og har forskellige spisevaner, men det er vigtigt at have fundamentet for kosten på plads. For mit vedkommende har god mad en betydelig effekt på min livsglæde. Jeg elsker at spise god mad og masser af det.
Pt. består min kost af 1 - 2 måltider om dagen i løbet af ugen. Jeg kan ikke få mig selv til at spise 5 - 7 små måltider om dagen, hvilket jeg har afprøvet for et par år tilbage, idet jeg ikke får tilstrækkelig mæthedsfornemmelse. Ved at spise færre måltider, er der ej behov for at tænke på mad konstant.
Min kost er simpel og består hovedsageligt af frokost og aftensmad. Snacks er der ikke noget der hedder i hverdagene, kun i weekenderne.
Gennem hele ugen faster jeg min. 16 timer om dagen. Jeg er en kæmpe tilhænger af periodisk fast, på engelsk Intermittent Fasting, som blot går ud på, at der ikke indtages nogen former for kalorier i denne periode. Dvs. faster jeg i 16 timer, har jeg et spise-vindue på 8 timer. Eksempelvis spiser jeg frokost kl. 12 og aftensmad kl. 19. Efter endt aftensmad spiser jeg intet udover at drikke vand indtil frokosten dagen efter, og i denne periode formår min krop at faste i 16 timer. Ved at faste formår kroppen at forbrænde fedtceller på kroppen og for mit vedkommende har det haft en betydelig effekt.
Jeg har fastet i godt et par år nu, og det har været med til at øge min livsglæde. Da jeg først begyndte at faste, tog det hårdt på min krop, da den var vant til mine gamle spisevaner. I dag føler jeg mig ikke tung, sløj eller slasket, når jeg spiser en god portion måltid. Desuden er jeg super frisk om morgenen, og min appetit er steget gevaldigt. Ikke kun sparer jeg tid om morgenen, men er også glad for ikke at skulle tænke på mad konstant.
I weekender spiser jeg til gengæld kun et måltid, da jeg typisk spiser alt det jeg har lyst til, dvs. chokolade, is, kage osv om aftenen. Spiser dog også aftensmad, men ved ikke at spise frokost gemmer jeg kalorierne til de søde sager. Med andre ord er weekenderne cheatdays. I hverdagene består min kost af sunde fødevarer med rig indhold af vitaminer og mineraler, samt en god portion af proteiner og masser af fedt. Jeg er begyndt på en diæt, som hedder Keto-diæten, hvor formålet er at spise meget få kulhydrater og masser af fedt, dvs. LCHF.
Proteiner får jeg også en del af, dog kun i en moderat mængde, idet indtager kroppen for meget protein bliver overskuddet omdannet til glukose, hvilket er kulhydrater. Ved at spise på denne måde har jeg fået utrolige gode resultater mht. fedttab, samt opbygning af muskelvæv. Førhen var jeg overbevist om, at det ikke var muligt at bygge muskler uden kulhydrater, men det viser sig ikke at være tilfældet. Vil dog gerne blive klogere på denne diæt ved at eksperimentere yderligere, hvorfor kroppens udvikling skal observeres inden jeg dykker ned i yderligere detaljer.
Men hovedsageligt består min kost af færre, men større måltider, hvor jeg sørger for at faste i min. 16 timer, således kroppen formår at forbrænde fedt. Kosten består af sunde fødevarer, dvs. grøntsager, kød og fedt. Der er masser af proteiner i kød, fisk og æg, hvilket min krop har behov for. Af fedt spiser jeg ost, nødder, kerner, mayonnaise og m.m, hvilket består af både mættet og umættet fedt, hvor det sidstnævnte er det sunde fedt
Mangler du inspiration til en kost, kan du følge med i min kostplan her. Du er selvfølgelig velkommen til at kontakte os, hvis du har behov for hjælp til at komme i gang.