Nytår og nye mål
Skrevet af Kim Long Nguyen, 3. januar 2017
Tags: Sundhed, Træning, Livsstil
Decembermåneden har været hård mod min krop, idet en række julefrokoster, jul og nytår skulle overståes. Når det er sagt, er det ikke overraskende, at jeg har taget en smule på, men det tager jeg nu ikke så tungt.
Der skal også være plads til det sjove og usunde øjeblikke i livet. Et ensformigt liv med faste rutiner, hvor der ikke er plads til variationer, vil hurtigt gøre livet kedeligt, hvis man spørger mig. Jeg har efterhånden indsamlet så meget viden om kost, træning og forståelse for min krop, at jeg slet ikke er nervøs for det ekstra fedt på sidebenene. Det er kun et spørgsmål om dedikation, tålmodighed og tid, at fedtet rasler væk igen.
Starten på det nye år tiltrækker typisk flere til træningscentrene. Man kan virkelig mærke, at der svæver nytårsforsæt i atmosfæren, men det holder som regel kun i nogle uger, før aktivitetsniveauet falder. Jeg synes dog det er ærgerligt, at dem som falder fra ikke kan formå at vedligeholde træningsniveauet løbende gennem hele året.
Al respekt for at vi hver især er vidt forskellige og har forskellige livsstile, men er man i besiddelse af den nødvendige viden, vil motivationen og dedikationen højt sandsynligt følge med. Det kan jeg i hvert fald stå inde for.
Da jeg var yngre, har jeg utallig gange været frustreret over at der ej var resultater. Årsagen var simpel - jeg vidste ikke bedre. Trænede hårdt og regelmæssigt, men der var ingen forandringer. Sammenligner jeg mindsettet fra dengang og nu, er der sket en fuldstændig forandring. Jeg tænker anderledes, da jeg nu har fået en betydelig forståelse for kroppen og dens behov ift. kost, træning og søvn. Træning er ikke bare træning, det er nemlig en kunst - det kræver tid og sved at mestre. Har man ikke den nødvendige viden og viljestyrke, vil det være meget svært at opnå sine drømmemål. Det er ekstremt vigtigt, at man bliver ved med at tro på sig selv, samt ved det man gør er det rigtige. Med resultater i sigte, vil det kun øge ens motivation, dedikation og livsglæde. Og selvfølgelig selvtilliden.
For mit vedkommende virker livet som helhed en anelse nemmere og mere overskueligt, når man har den del på plads.
Har du sat et mål for dig selv i det nye år, men ikke ved hvordan du kommer i gang, så se at få fat i os. Det er nemmere end du tror. Det kræver blot at du bliver guidet i den rette retning og tror på det. Jeg har også selv sat nogle mål, og det er at blive endnu klogere på mig selv, både ift. kost og træning, samt at blive stærkere.
Med en sundere og stærkere krop, bliver livet meget sjovere. Forstå, respektér og behandl din krop med omhu og med tiden vil du kunne mærke fremskridtet.
Rigtigt godt nytår!