Er det usundt at træne hver dag?
Skrevet af Kim Long Nguyen, 28. september 2016
Tags: Træning, Sundhed
Træning er generelt sundt, men for meget af det gode kan være skadeligt for kroppen. Vi er alle sammen forskellige og er intereseret i vidt forskellige træningsformer. Nogle kan lide at dyrke cardio, såsom svømning, løb og cykling, mens andre kan lide styrketræning, som CrossFit og vægtløftning. Mulighederne er endeløse, men der er også en grænse for, hvor meget kroppen rækker til. Nogle træningsformer er mere fysisk krævende end andre, men i sidste ende er det kroppen, der skal lyttes til.
Jeg træner primært styrketræning, dog kører jeg split-program, dvs. forskellige muskelgrupper ad gangen. Mandag træner jeg eksempelvis ryg, lænd og biceps, mens tirsdag står på bryst, triceps og skulder. Jeg skifter mellem muskelgrupperne, således jeg undgår at træne de samme muskelgrupper to dage i streg. I princippet kan jeg træne hver dag på denne måde, da de samme muskler ikke bliver stresset.
Nu afhænger det selvfølgelig også af, hvor hårdt man egentlig træner, men det vigtigste er at lytte til sin krop. Et godt eksempel er CrossFit, som jeg dyrkede for nogle år tilbage. CrossFit er ekstrem fysisk krævende, da der indgår utrolig mange gentagelser og kompliceret øvelser. Desuden indgår der også cardio, da man får pulsen op. På daværende tidspunkt var jeg bidt af CrossFit, da jeg syntes det var anderledes og sjovt, hvorfor jeg gik til det flere dage i streg. Selvom min krop var fuldstændig øm og svækket fra gårsdagens session, mødte jeg alligevel op. Om natten havde jeg endda svært ved at sove, selvom jeg var psykisk udmattet, mens min krop stadig var "vågen". I den periode blev min krop belastet gevaldigt, og det var ikke spor sundt. Det er også grunden til, jeg er hoppet over til noget mere stille og roligt, hvilket er styrketræning.
Kroppen bliver stærkere med tiden, når der trænes jævnligt, men det er vigtigt at vide, at man skal holde øje med sin krop. Nogle er i stand til at træne fysisk hårdt hver dag uden at kroppen svækkes, mens andre har det modsat. Man skal derfor forstå, at blot fordi en anden er i stand til at træne CrossFit, svømme eller dyrke styrketræning hver dag, er det ikke ensbetydende med at du også kan. Vi er alle sammen forskellige, så man er også nødt til at respektere sine grænser.
Det er nemlig dig selv, som kan forstå kroppen bedst. Er din krop fuldstændig svækket og øm fra gårsdagens træning, jamen så skader det hellere ikke at tage en fridag. Fridage er også ekstrem vigtige, idet det giver kroppen tid til at restituere, dvs. genopbygge musklerne og blive større og stærkere.
Er du ny indenfor træningsverdenen, bør du tage det stille og roligt i starten, da de stimulerede muskler skal vænne sig til belastningen. Selv folk der er trænet kan også formå at blive ømme, hvis nogle muskler slet ikke eller ikke har været stimuleret i længere tid, hvilket kan være pga. nye øvelser eller anden træningsform.
Men svaret på om det er usundt at træne hver dag, afhænger af din krop, og hvad den er vant til. Har du eksempelvis svært ved at sove om natten efter endt træning eller føler du dig svækket, så gør din krop en tjeneste ved at give den tid til at hele sig.