Hvordan faste-diæten har ændret mit liv
Skrevet af Kim Long Nguyen, 1. februar 2016
Tags: Faste, Intermittent fasting, Livsstil
Som jeg har understreget flere gange i mine tidligere indlæg, så har faste-diæten ændret mit liv markant, og det har ikke været andet end en super god oplevelse. Siden jeg begyndte at faste for ca. 1½ år siden, hvor jeg startede ud med 16/8, har min krop ikke kun fået det bedre, men jeg er også blevet mere frisk og klar i hovedet.
På baggrund af mine erfaringer og oplevelser, vil jeg derfor gerne dele disse med jer, således hvad I kan forvente, hvis I vælger at hoppe på diæten.
Vores kroppe er vidt forskellige, hvor nogle har et meget højere stofskifte end andre, dvs. forbrændingen er markant højere. Nogle har også en tendens til at være i bedre form end andre, dvs. disse personer har en markeret muskuløs kropsbygning uden at de nødvendigvis har dyrket nogle former for fysisk aktivitet f.eks. sport eller styrketræning. Disse personer er født med "gode" gener og er man ikke blandt dem, kan man ikke være andet end misundelig. Jeg er så én af dem, som lider af det stik modsatte, idet jeg har været overvægtig i stort set hele mit liv, samt mit stofskifte er relativt lavt, hvorfor jeg har en tendens til at tage på meget let.
Siden jeg startede på periodisk faste eller intermittent fasten, som det også hedder på engelsk, har det øget mit stofskifte markant. Ikke nok med det føles min krop ikke slatten og ubehagelig længere, efter jeg har spist en større måltid. Førhen spiste jeg som minimum 3-6 faste måltider hver eneste dag, også selvom jeg ikke var sulten, da jeg i min optik, og hvad jeg har fået at vide af andre fitness-udøvere, at man skal spise mange små måltider hver dag, for at holde sig i form og øge/vedligeholde muskelmassen.
Godt nok stod min vægt stille i den tid, men jeg havde svært ved at tabe fedt eller øge muskelmassen trods hårdt arbejde i træningscentret, hvorfor jeg har været frustreret utallige af gange. Undgik endda usunde sager såsom kage, slik, is, fastfood osv. Dengang vidste jeg ikke bedre, og jeg ville have ønsket at faste-diæten var kommet til mit bekendtskab for længst, samt tælling af kalorier, men bedre sent end aldrig som man siger det.
I dag står jeg her som en meget tilfreds og lykkelig mand, da jeg endelig har fået en meget bedre forståelse af min krop. Det har været en utrolig hård kamp, både fysisk og psykisk, at komme her, hvor jeg er i dag. Det har også givet mig langt mere livskvalitet, eftersom jeg kan spise alt det jeg har lyst til, uden at være bange for at tage på, vel at mærke at jeg har kontrol over kalorieindtaget og faster. En kombination af disse to handlinger har givet mig et lykkeligere liv, og det er noget jeg vil tage til mig resten af livet.
Førhen tænkte jeg konstant på mad hver 3. - 4. time, og det er så befriende at bryde dette madmønster. Nu tænker jeg slet ikke på morgenmad længere, og for mit vedkommende kan jeg sove lidt mere om morgenen eller møde lidt tidligere på arbejde. Desuden har jeg en meget bedre appetit, nu hvor jeg faster. Jeg spiser normalt 2 måltider om dagen, frokost og aftensmad, indenfor max. 8 timer, og indtager slet ikke protein-shakes eller noget som helst lige før og lige efter træning, som jeg gjorde førhen. Min oplevelse er, at min krop arbejder konstant og ikke føles slatten på nogen tidspunkt, og det er overraskende, hvor meget kroppen kan yde på tom mave, og hvor meget overskud den egentlig har. For mig er det en skøn oplevelse, at kroppen føles aktiv dagen lang, samt det ikke er nødvendigt at knokle sig selv ihjel for at forbrænde fedt, så længe jeg ved, hvad jeg gør.
Ved at faste oplever jeg samtidig, at kroppen formår at forbrænde en hel del fedt uden behov for fysisk aktivitet, dvs. jo længere tid der fastes, jo mere fedt formår kroppen at forbrænde, idet fedtet også er en energikilde for kroppen, hvis maden er fordøjet. Når jeg står op om morgenen, ser jeg typisk tyndere ud, hvilket også giver god mening, da kroppen har fastet i den tid, jeg har sovet. Det tror jeg mange kan relatere til, hvis ikke alle. Derudover er det også sværere at tage på, hvis jeg har overspist i weekenden, også kaldet cheat day, hvilket giver én mindre dårlig samvittighed.
Jeg ved, der er mange andre som også har svært ved at opnå drømmemålet, hvorfor jeg har oprettet denne blog, blot for at være en inspiration for dem, som har svært ved at tabe sig.
Jeg skriver jævnligt nye indlæg om mine erfaringer og oplevelser vedr. kost og træning, og I har endda mulighed for at få et overblik over min kost, i de dage hvor jeg beregner kalorieindtaget, og træningsprogram, blot for at se hvordan jeg gør det. Hvis I gerne vil vide mere om periodisk faste, kan I læse mere om det her.
Håber jeg kan gøre en forskel i jeres liv, og jeg ønsker jer dermed god vind med at opnå drømmemålet.