Træn rigtigt og stimulér musklerne!
Skrevet af Kim Long Nguyen, 8. juni 2016
Tags: Træning, Skader
Jeg har efterhånden observeret utallige af folk træne forkert i træningscentret, og det er faktisk ret skræmmende. Det er typisk årsagen til at skader opstår gennem træningen, hvilket jeg selv har erfaret.
For nogle år tilbage, har jeg selv trænet forkert over længere tid, hvilket bl.a. har forårsaget en skade på min lænd, hvorfor jeg skal være mere påpasselig med øvelser, såsom squat og dødløft.
Der er to måder at træne forkert på. Enten tager man for tunge vægte, hvilket resulterer i at den respektive øvelse ikke bliver udført korrekt og dermed bliver musklerne ikke stimuleret optimalt, eller også er ens stilling forkert. Et eksempel på tunge vægte kan for eksempel være biceps-øvelse med håndvægte. Kører man for tunge vægte, stimulerer man ikke sine biceps-muskler korrekt, da man har en tendens til at bruge sin krop til at svinge vægtene op. Ikke kun træner man forkert, men det kan også forårsage skader, da sandsynligheden for at kroppen bliver belastet er stor.
Ved at træne med lettere vægte og samtidig være opmærksom på at stimulere de rigtige muskler, vil det give bedre resultater. Derudover mindsker man chancen for at blive skadet, da kroppen ikke bliver nær så belastet.
En god måde at finde ud af om man kører for tunge vægte er, at være opmærksom på om de trænet muskler er i stand til at udføre øvelsen uden hjælp fra resten af kroppen. Musklerne syres nemlig til, når de stimuleres rigtigt. Det handler derfor ikke om at køre tunge vægte for at bygge muskler, men at køre øvelsen rigtigt.
Med forkert stilling menes udgangspositionen i øvelserne. Eksempelvis har jeg på et tidspunkt kørt squat og dødløft med forkert udgangsposition tidligere, hvorfor min lænd blev belastet og skadet. Lænden skal man virkelig være påpasselig med, da en skadet lænd vil have stor påvirkning på hverdagen.
Dødløft er dog en fantastisk øvelse for at styrke lænden og ryggen, men det er også en farlig øvelse, hvis der ikke er styr på teknikken. Jeg ser stadig mange, som ikke kører dødløft korrekt, og det er kun et spørgsmål om tid, før skaden opstår. Har man ondt i kroppen efter udført øvelse, er det et tydeligt tegn på at øvelsen er udført forkert. Det er vigtigt at teknikken er på plads, hvorfor det anbefales at konsultere med en træningsinstruktør eller køre med lettere vægte og fokusere på teknikken. Har man fået bedre overblik over øvelsen, teknikken og opnået stimulation i musklerne, kan man tillade sig at smide mere vægt på for at opnå større stimulation, så længe øvelsen udføres rigtigt.
I nogle af Fitness World's træningscentre bliver der afholdt teknik-hold i forbindelse med crossfit, hvor der bl.a. er fokus på øvelser som squat og dødløft. Det vil med sikkerhed skabe trygge rammer, hvis man er usikker på, om man udfører øvelsen rigtigt.
Har man rigtigheden og stimulationen på plads, kan man dernæst fokusere på at træne failure eller non-failure, hvilket kan læses mere om her. Denne træningsform kan være med til at booste resultaterne yderligere, dog er det kun én selv, som ved hvad der virker bedst for kroppen. For mit vedkommende virker non-failure bedst, og det giver mig også mere overskud til at tage flere gentagelser, da jeg ikke stresser musklerne for meget. Vi er dog alle sammen vidt forskellige, så det gælder bare om at finde ud af, hvad der er bedst for ens krop.
God træning og god vind med udviklingen!