Cheat days mens man cutter
Skrevet af Kim Long Nguyen, 20. april 2016
Tags: Fedttab, Cheat day, Livsstil
Jeg har godt og vel cuttet i 3 uger nu, og for mit vedkommende er det ikke nogen let sag. Vægten går i hvert fald den rette vej, hvilket er en god motivationsfaktor, men mentalt er det ikke helt nemt. Min fysiske styrke fejler dog ingenting, idet jeg er i stand til at styrketræne og dyrke cardio uden problemer. Jo mere jeg holder mig selv i gang med forskellige aktiviteter, jo nemmere er det.
Det er hårdest i hverdagene, især inden sengetid, da jeg slapper helt af efter aftensmaden. Så snart der er gået de 3-4 timer efter aftensmaden/desserten, begynder sulten at vende tilbage. Selvom kroppen har fået opfyldt den daglige kaloriebehov, afhængig af hvilken fase man er i, skal man ikke hoppe i fælden og fodre den yderligere. Har man selvdisciplinen i orden og udemærket godt ved hvad der skal til for at dæmpe sulten, er man godt på plads. Jeg drikker altid en god mængde vand, inden jeg skal sove, da det hjælper på sulten.
I weekenderne, typisk fredag og lørdag, ser min kostplan anderledes ud. Selvom jeg er i cutting-fasen, tillader jeg mig at have mine såkaldte cheat days i weekenderne. Livet ville være alt for kedeligt, hvis man skal cutte hver eneste dag i 2 - 3 måneder. Ved at indføre cheat days i ens kostplan, er det også nemmere for mig at cutte, da jeg ser frem til weekenden. Lidt sjov og ballade skal der være plads til.
Har også læst frem til adskillige undersøgelser, at ens stofskifte bliver lavere mens man cutter, da kroppen tilpasser sig til ens kostplan. Jo lavere stofskitet er, jo sværere er det tabe sig. Det er derfor vigtigt, at stofskiftet bliver styrket indimellem, således kroppen ikke formår at tilpasse sig 100%.
Selvom jeg cheater, er jeg stadig bevidst om min kost. Dvs. det ikke er alt for usundt, og ikke har for højt kalorieoverskud. Jeg spiser den mad, jeg har lyst til, men det skal være inden for en fornuftig ramme. Samtidig sørger jeg for at indtage den nødvendige mængde proteiner, som min krop har behov for at vedligeholde muskelmassen, dvs. 120 - 150 gram. Fedt og kulhydrater følger med af sig selv, da der stort set er fedt og kulhydrater i alt.
Det er så min livsstil, mens jeg cutter. Jeg spiser stadig det jeg har lyst til i hverdagene, hvor der er plads til is og slik i ny og næ. Udfordringen er at få nok proteiner i hverdagene, da mit kaloriebehov for at cutte er ca. 1900 kcal, hvilket ikke er meget. Det ville være nemmere med proteinshakes, men det er jeg gået væk fra, da jeg hellere vil gemme de kalorier på god mad. Helt kedeligt og sørgeligt skal det nu ikke være ☺